30. aug. 2016

Gå direkte i fængsel

Søndag d. 28. august gik vi alle direkte i fængsel – bogstavligt talt. Vi havde booket billetter hjemmefra til den første afgang kl. 8.45 – vi forventede, at vi alligevel ville være oppe, så vi kunne lige så godt komme op og få noget ud af dagen. Og ganske rigtigt – vi var oppe. David vågnede kl. 04.20 og var super frisk. Michael og jeg kunne dog godt have brugt en time mere på øjet. David fik lidt mad at starte på. Resten af morgenen taget i betragtning var det en god ting.

Vi havde aftalt med BM og BF, at vi skulle mødes til morgenmad 6.30, hvor den lokale diner ifølge deres personale skulle åbne. Men da vi kom hen til dineren, der ligger lige overfor hotellet, var der lukket. De åbnede først kl. 7. Øv! Vi bestemte os for at gå mod havnepromenaden, hvorfra båden til Alcatraz Island skulle sejle og finde noget på vejen. Det var dog lettere sagt end gjort sådan en søndag morgen. Først da vi nåede havnepromenaden, fandt vi et åbent sted med kaffe og morgenmadslignende mad. Det var tiltrængt.

Vi nåede båden til Alcatraz Island uden problemer, og vi set en masse af byen på vejen. Det var en god gåtur, hvor vi fik dannet os et helt andet indtryk af byen, end dagen før hvor vi kørte med hop-on hop-off sightseeing bussen. En kort sejltur, og vi blev sat af på Alcatraz Island sammen med godt 300 andre turister. Set fra fastlandet og fra båden synede øen og dens bygninger ikke af meget, og det var svært at forestille sig, at det var et af USA’s bedst bevogtede fængsler, indtil det blev lukket i 1963.

Vi kom ind i fængslet samme vej, som fangerne selv oplevede det. Til gengæld blev vi sluppet løs i fængslet, hvor en meget spændende audio tour (indtalt af tidligere fanger og fangevogtere) gav et meget levende indtryk af det benhårde og rædselsfulde fængselsmiljø, som det var dengang.

Det var en rigtig god formiddag på Alcatraz Island og i fængslet. Vi havde alle set frem til at se fængslet, som vi har hørt så meget om. Spændende og fascinerende var det. Det var bestemt besøget og alle pengene værd at se, hvor og hvordan fangerne havde boet og haft deres ”hverdag”. Kun David var en smule utilfreds, men det bundede mest i, at han var stået meget tidligt op og derfor allerede kl. 10 var godt træt. Rasmus Klump afhjalp dog de værste kriser, så vi kunne se det sidste af fængslet.

Fængslet var en stor oplevelse, men det er uden tvivl også en turistmagnet, hvor der dagligt kommer rigtig mange mennesker igennem. En billet koster omkring 30 dollars, hvilket i sig selv er ok, men når man så tænker over, hvor mange mennesker der er igennem på en dag, så kan man godt regne ud, at der er nogen, der tjener en del penge på fængslet.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar