Status efter roadtrip

I dette blogindlæg vil vi gøre status på vores roadtrip i Californien og det vestlige USA! Vi har ikke gjort det efter vores andre roadtrips i Australien, New Zealand og Florida, men vi gør det denne gang for at få et indlæg, hvor vi hurtigt vil kunne finde bestemte detaljer om rejsen.

Største naturoplevelser: Yosemite og Grand Canyon
Mest skuffende naturoplevelse: Ingen vand i vandfaldene i Yosemite
Største positive overraskelse: Ingen problemer med autocamperen. Det kørte derud af...

Største overraskelse: At BM efterlod cheesecake og gik tidligere i seng end David
Største skuffelse: Disneyland (for os var det mest en turistfælde...)
Flotteste steder, vi har kørt: Yosemite og Death Valley

Værste sted, vi har kørt: Los Angeles (pga. den megen trafik)
Mest udfordrende sted, vi har kørt: Yosemite

Højeste temperatur: 46,5 grader (Death Valley)

Laveste temperatur: 18 grader (San Fransisco)

Antal dage med regn: 0

Antal dage med sol: Alle

Antal miles/kilometer kørt i autocamperen: 1861 miles / 2995 km

Penge brugt på benzin: 871,18 $ / ca. 5813 kr.
Bedste campingplads: KOA Salinas/Monterey (mest pga. "appreciation"-aftenen)
Værste campingplads: Furnace Creek (pga. ørkenens høje temperaturer, hvilket ikke er deres skyld...)
Kedeligste campingplads: Campingpladsen i Bishop

Bedste overnatning: Grand Canyon Western Ranch

Værste overnatning: Travelodge, San Fransisco (gammelt og slidt og ingen bleer i nærheden)

Bedste måltid: Cheesecake på The Cheesecake Factory

Bedste shoppingsted: Desert Hills Premium Outlet Center

Værste shoppingsted: Området omkring Travelodge-hotellet (det var ikke til at støve bleer op...)

Største afsavn: Piratos!

Ferie bar bræg af:
- Kvalitetstid, familietid, hygge, fantastiske oplevelser, fascinerende natur, storbycharme, gode (og billige) grin, dejlig mad i rigelige mængder, sol, varme, dårligt internet, shopping, et stort pengeforbrug, en del kørsel og meget meget mere...

Sagt om David undervejs:
- What a beautiful baby
- What a happy little boy
- He's really really blond
- He's sooooo cute
- He will break someones heart one day
- He will be tall
- He is good (sagt, mens hans sad og så film på Iphonen)

Hjemme igen

David vågnede, da vi stoppede ved REMA 1000 for at købe lidt ind, inden vi kørte helt hjem. Han havde sovet hele køreturen fra Aalborg til Aarhus og var nu ved at være frisk.

Klokken var omkring 16, da vi kørte ind på parkeringspladsen ved Holmehytten. David var uden tvivl glad for at komme hjem. Han løb rundt og hev en masse legetøj frem. Først forskellige biler, så LEGO-klodserne og hans puslespil. Samtidig lavede han hans glædes gang...og nå ja, han fik også fræset lidt rundt på sin scooter. Det var ren lykke. Michael og jeg fik pakket lidt ud. Kufferterne blev tømt og tøjet sorteret i bunker klar til at blive vasket. Aftensmaden blev hjemmebagt rugbrød (med stor tak til Moster Stinna) med pålæg og salat. David tog godt fra af rugbrødet og fik både leverpostej og spegepølse med agurk.

Ved 20 tiden begyndte David at komme med tegn på, han var træt, så vi gav ham nattøj på og lagde ham i seng. Det tog noget tid for ham at falde i søvn, men han faldt i søvn. Klokken 21 gik vi i seng. Vi var godt trætte og håbede, at David ville sove i lang tid. Sådan skulle det dog ikke gå! David vågnede første gang 21.30, igen kl. 22 og kl. 22.30 - Michael vågnede ikke, så det var mig, det gik ud over. Kl. 22.30 bestemte jeg mig for at putte mig sammen med David i håbet om, at det så blev bedre. Han sov indtil midnat, hvor han så var FRISK. I som virkelig frisk. Der var ikke noget at gøre. Jeg fik ham til at putte i en times tid, men omkring kl. 01 måtte jeg give op og stå op sammen med ham. David var sulten, så han fik noget mad. Bagefter ville han lave puslespil og se fjernsyn. I fjernsynet så han Ramasjang...og ja, som de fleste ved, sover Ramasjang på det tidspunkt af natten, men det gjorde ikke David noget. Han sad og så dem sove i en halv times tid. Ved 4 tiden vågnede Michael, så Michael og jeg byttede plads. David var da efterhånden også blevet træt, så Michael lagde sig med ham, mens jeg fik lov til at sove i sengen.

Torsdag d. 22. september vågnede jeg lidt i klokken 14 og var egentlig ret udhvilet. Michael og David sov middagslur, men vågnede kort tid efter mig. Michael fortalte, at han (som planlagt) var stået op med David kl. 7, selvom David havde været møgtræt og morgensur. De var kørt op med Citronen, der skulle have ordnet noget hos Uggerhøj Biler. Her havde de ventet på bilen blev færdig, mens de legede med LEGO i deres legehjørne. Hjemme havde de ordnet lidt, inden det var blevet tid til middagsluren. Inden aftensmaden blev det til en tur på legepladsen. David kørte på sin scooter frem og tilbage og fik prøvet alt på legepladsen. Aftensmaden blev salat og fisk - så normalt som noget kan være, når man bor her. Og hvor var det dejligt. Jeg var efterhånden blev ret træt af amerikansk restaurantmad. Klokken 20 blev David puttet. Han faldt i søvn med det samme, så Michael og jeg håbede på, at det ville blive "en almindelig nat". Men sådan skulle det ikke gå...

David vågnede 2 gange inden midnat og ved midnat var han færdig med at sove. Vi holdte ham i ro i noget tid, men der var ikke noget at gøre. Desuden sagde han, han var sulten. Han fik noget at spise og vi forsøgte at få ham til at sove igen. Michael gik i seng efter noget tid (der var ingen grund til, at vi begge var vågne...), mens jeg blev hos David. Ca. 03.30 gav David endelig op igen og faldt i søvn. Endelig var det tid til, at jeg kunne få mig en lur. Dog havde jeg svært ved at falde i søvn, og eftersom jeg vågnede igen kl. 7, blev det ikke til mange timer.

Fredag d. 23. september: Vi fik David op. Han var træt og morgensur, men blev gladere, da han havde fået morgenmad. Michael og David tog en tur hen for at besøge Davids dagplejemor, så jeg fik sovet om formiddagen. Nu sover David middagslur, Michael har lige fået en lur og jeg vasker tøj.

Forhåbentlig er Davids jetlag på retur og tilvænning til det at være hjemme ved at være bedre. Vi krydser fingre for, at vi får en normal nat i nat...

Turen hjem

Tirsdag d. 20. september fløj vi hjem fra USA.

Vi fik en dejlig morgenmad på IHOP, inden vi tog hotellets gratis shuttelbus ud til lufthavnen. Michael havde allerede tjekket os ind, så vi skulle bare af med bagagen. Inden vi gik igennem security, tog vi en kort pause, så BM og BF kunne ryge en sidste smøg inden turen, og så David kunne få en lille haps. Den lille super turist var nemlig allerede blevet sulten igen. Og nå ja, så fandt vi nogen bleer - der var kun én slags at vælge imellem. 3 stk. i en pakke (8-13 kg, som nok ville være en smule for lille...) til intet mindre end 7,95 $! Det er de dyreste bleer, vi nogensinde har købt, og som vi forhåbentlig nogensiden kommer til at købe.

Eftersom vi har været i mange lufthavne, forventede vi, at der ville være en del shoppingmuligheder i San Fransisco Airport efter security. Vi blev dog fælt skuffet. Der var stort set ingenting, så vi brugte i stedet ventetiden på at få en kop kaffe fra Starbucks. Men det var nu heller ikke så tosset endda!

David faldt i søvn, lige inden vi skulle på flyet. Han sov videre op ad mig (Astrid), indtil jeg blev nødt til at sætte selen på ham. Vupti, så var han vågen og klar til at se film på skærmen foran ham. På det punkt ligner han sin far... Vi så Zoo Lane 64 adskillelige gange. Heldigvis var der hele to afsnit. David ville heller ikke denne gang have sine høretelefonen på, så han så tegnefilmene uden lyd. I stedet snakkede vi om, hvad han så, og han nåede da at tage nogen enkelte ord til sig. Flymaden ville han ikke have noget af, så det var godt, vi have taget en grød med til ham. Det bliver han åbenbart aldrig træt af, selvom det dog er lykkedes os at købe nogen til ham i USA, som han ikke har ville have. Vi mistænker dem for at have smagt for meget af grøntsager...

Efter ca. 3 timers flyvning slukkede de lyset i kabinen. Det var jo nat i Europa, så det var med at prøve på at få sig en lur og komme lidt ind i den nye tid. Det lykkedes os at få David til at sove omkring 4 timer. Han vågnede først, da jeg (igen) blev nødt til at spænde ham fast med selen inden landing i Amsterdam. Det var dejligt, han sov. Han var træt, og turen hjem blev mere overskuelig. Dog betød det også, at jeg ikke fik sovet, da David stort set fyldte to sæder. Men hvad gør man ikke for sin søn og familiefreden?

Det var onsdag d. 21. september, da vi landede i Amsterdam Lufthavn. Vi havde små 3 timer i lufthavnen, inden vi skulle med videre mod Aalborg. Tiden gik ret hurtigt. Vi skulle gå et stykke for at komme i den rigtige del af lufthavnen og på vejen var der nogen butikker, vi kunne se på. Flyet afgik rettidigt, så vi var hurtigt på vej mod Aalborg. Flyveturen gik knap så godt som den lange tur. David var overtræt og meget ked af, han ikke skulle sidde sammen med sin mor. Det endte med, at Michael og jeg byttede plads, så vi forhåbentlig kunne få lidt mere ro. Det gik bedre et kort stykke tid, men så gik han i "selvsving" igen, og da jeg oveni købet var nødt til at sætte ham over på hans eget sæde ved landing, var det helt slemt. Den lille superturist var meget ked af det. Om han havde ondt i ørene eller bare var overtræt, ved jeg ikke, men det endte med, at han faldt i søvn, lige da flyet ramte landingsbanen.

Jeg bar David forsigtigt ud af flyveren, og da vi havde fået bagage og samlet klapvognen, blev han lagt stille hen. Han sov stadig! I Aalborg blev vi modtaget af Moster Stinna, som havde taget flag med for Davids skyld. Det så David desværre ikke. Vi fik læsset bilerne og sagt pænt farvel. Stinna kørte BM og BF til Hjørring, og Michael og jeg kørte til Aarhus med David, der stadig sov...nu i autostolen.

Sidste dag i USA

Slutningen på vores lille eventyr er ved at være slut, og vi er efterhånden begyndt at indse, at det snart går mod de danske kyster igen.

Mandag d. 19. september var sidste dag på farten, og heldigvis en kort en af slagsen, da vi også havde en del, der skulle pakkes og ordnes inden flyturen hjemad tirsdag. Vi skulle aflevere autocamperen senest kl. 11 i rengjort tilstand. Vi stod tidlig op for at køre fra campingpladsen i god tid. For det første, fordi vi, belært af vores tidligere erfaringer fra Los Angeles og San Fransisco, sandsynligvis ville løbe ind i lidt myldretidstrafik undervejs, og for det andet, fordi vi stadig havde meget, der skulle pakkes og en bus, der skulle gøres ren.

Inden afgang fra campingpladsen fik vi lidt mere styr på kufferterne og smidt en del ting ud. Det mad, vi havde igen, gav vi til nogen østrigere, der var på vej ud på en 3 ugers campingferie. Dog havde vi stadig rigtig rigtig rigtig mange ting. Vi havde besluttet at køre til Cruise America og gøre autocamperen ren på deres parkeringsplads. Køreturen var sat til at vare 32 min., men det tog ca. en time, førend vi nåede vores sidste destination. Vi fik afleveret bussen (som David stadig kaldte den…) i god ro og orden uden skrammer eller anmærkninger, så alle var glade og tilfredse. Vi fik kørt i alt 1861 (2995 km) mil i vores hjem på hjul, så vi har da ikke ligget på den lade side de sidste 3 uger! Plusser man de kilometer til, som vi kørte i lejebilen i Los Angeles, har vi kørt omkring de 3200 km.

Imens vi læssede alle vores ting ud af bilen og fik alt det praktiske ordnet, kom der en taxachauffør forbi. Han havde lige læsset en gruppe kinesere af ved udlejningsstedet og ville lige høre, om vi skulle bruge et lift videre derfra, for han kunne da snildt have plads til os alle 5 og bagage. Det ville vi da meget gerne, hvis han lige kunne vente en halv times tid, til vi var færdige. Det ville han gerne, så vi slap for at vente på at blive hentet og kunne komme meget hurtigt videre til vores hotel (TravelLogde ved lufthavnen).

Vi ankom til hotellet omkring kl. 11.30 og var faktisk i liiiiidt for god tid, fordi deres check-in rent faktisk først åbnede kl. 15. Da de oveni købet ikke havde et sted, hvor vi kunne opbevare vores bagage, var vi lidt ”bundet” de næste timer. Det gjorde dog egentlig ikke så meget, da vi ingen planer havde.

Ved siden af hotellet lå en IHOP-restaurant. Og det var bogstaveligt talt lige ved siden af. Praktisk, når man egentlig ikke gider at bevæge sig. Michael, David og jeg gik først over at spise, men BM og BF blev ved bagagen, som vi havde flyttet ud i skyggen i poolområdet. Da vi kom tilbage, gik BM og BF over for at spise. Vi forsøgte at få David til at sove middagslur, men det lykkedes ikke. I stedet lavede vi Thomas Tog-puslespillet og hyggede os i det dejlige vejr.

Imens vi sad og ventede, kom receptionisten ud efter Michael. Vores værelser var rengjorte, og vi kunne godt tjekke ind. Klokken var kun 13, så det var før end forventet. Vi fik flyttet alle vores sager – og det var mange, rigtig mange! Michael og jeg lagde en pakkestrategi. Alt skulle op og sorteres i bunker. Nyt tøj, tøj der skulle med hjem, tøj der skulle smides ud, tøj der måske skulle smides ud og souvenirs. Puha, hvor var det uoverskueligt en overgang.

Oveni pakkeriet var der krise på blefronten. Vi havde 5 bleer tilbage og ville egentlig meget gerne have fat i nogen flere. Men hvor får man lige fat i bleer, når der absolut intet er i nærheden? Godt spørgsmål, for vi har stadig ikke fundet ud af det. Vi forsøgte på tankstationen ca. 400 meter væk. Der var ingen hjælp at hente. Det bedste bud fra hotellets receptionist var supermarkedet Target, som lå godt 45 minutters gang væk. SUK! Indtil videre har vi sparet lidt, og nu satser vi på, at vi kan finde nogen i lufthavnen, inden vi skal flyve i morgen.

Nå, men tilbage til pakkeriet. David, der stadig ikke ville sove middagslur, blev udstyret med sin sæbeboblefisk og gik sammen med BM og BF (da de havde pakket færdig…) ud for at lege. Michael og jeg arbejdede hurtigt og effektivt og efter godt en time havde vi langt det meste sorteret og pakket ned. Alt det, vi gerne ville have med hjem, blev pakket ned, og alt det, der er blevet ødelagt i vaskemaskinerne her i USA, blev efterladt i en pose.

Det lykkedes os aldrig at få David til at sove middagslur. Derfor bestemte vi os for en relativ tidlig aftensmad, så den lille superturist kunne komme tidligt i seng. Den sidste aftensmad i USA blev på IHOP – det var det nemmeste og mest overskuelige…og nå ja, så smager maden heller ikke dårligt der.

Tilbage på hotelværelse faldt David hurtigt i søvn. Det havde været en lang dag. Vi har nu pakket og klargjort så meget som muligt inden i morgen tidlig og er spændte på, om flyturen hjem kommer til at gå lige så godt som ud.

Monterey

Søndag den 18. september havde vi kun en relativ kort køretur foran os på små tre kvarter før næste campingplads. Vi fik dog hurtigt lagt planer om at køre ind til byen Monterey, som var 20 minutters kørsel i den forkerte retning, så alt i alt kom vi nok op på små 2 timer alligevel.

Monterey er en gammel fiskerby, der ligger i bunden af Monterey Bay (syd for San Fransisco). Byen har tidligere haft en stor fiskeindustri med specielt fiskekonserves af sardiner. Alt foregik på vejen Cannery Row, som John Steinbeck gjorde berømt i hans roman af samme navn. (Steinbeck kom oprindelig fra Salinas, hvor vi overnattede.) I dag er Monterey mest kendt for deres store akvarium og de alt for mange golfbaner, herunder bl.a. Pebble Beach og Spyglass Hill.

Vi havde fået et oversigtskort over Monterey fra campingpladsen, og der var markeret, hvor man kunne parkere med en autocamper, hvilket var ret praktisk information for sådan nogen som os! Det lykkedes os at få ”klemt”  bussen ind i en skråparkering foran en bil, der kun brugte halvdelen af båsen - dermed stak bagende af autocamperen ikke så langt bagud. Vi tænkte, at byen ikke var større, end vi kunne gå rundt til det, vi ville se, og det var også helt fint.

Astrid, David og jeg (Michael) ville ind og se nærmere på byens berømte akvarium, når nu David er så glad for fisk, som han er, men BM og BF ville hellere ud på en hvalsafari. Vi besluttede derfor at splitte os op og mødes tilbage ved autocamperen, når vi skulle køre videre. Vi begyndte at gå ned mod akvariet, men var lidt i tvivl om, hvor langt der var derhen, så da vi så en gratis bus, der kørte langs med Cannery Row ned til akvariet, hoppede vi på den.

Kort efter ankom vi til Monterey Bay Aquarium, der ligger i en tidligere konservesfabrik. Akvariet forsøger at vise den verden under havet, der  er ud for Monterey-halvøen. Her findes en Grand Canyon, der skærer sig 175 km ud i havet til dybder på op til 3 km. Dette skulle eftersigende betyde, at der er et utroligt rigt plante- og dyreliv ganske få kilometer fra land, og det giver forskere let adgang til at udforske verden under havet.

Ved indgangen fik vi et kort over akvariet og deres mange udstillinger. Vi havde egentlig besluttet os for at tage en udstilling af gangen, men David ville det lidt anderledes. Det viste sig nemlig, at det var én ”jeg interesserer mig IKKE for fisk-dag”, hvilket kom helt bag på os to voksne. Til gengæld var det én ”jeg eeeeeeeeeelsker virkelig at løbe-dag”, hvilket resulterede i, at vi komme ret hurtigt gennem nogen af udstillingerne.

Vi fik dog set akvariets store Open Sea, som er et akvarium med et 27 meter langt vindue med fisk fra Stillehavet, dvs. hajer, rokker, tun og havskildpadder. Vi så også den meget fascinerende udstilling ”The Secret Lives of Seahorses” med de mange flotte søheste samt udstillingen ”Kelp Forest”, der viser en tangskov i en 8,5 meter høj kæmpetank med over 1 mio. liter vand. I denne tank var der bl.a. den store kelptang (tykke, gummiagtige rør), der vokser som skove i bunden af bugten ud for Monterey-halvøen, og som kan blive 50-60 meter lang, samt bugtens fisk i alle størrelser fra sardiner til hajer. Vi var selvfølgelig også forbi akvariets ”Touch Pools”, hvor børn i alle aldre kan røre ved forskellig slags tang, søstjerner, fisk osv. Her løb David ingen steder. Til gengæld var han meget interesseret i at plaske.

Efter godt 3 timer i akvariet gav Michael og jeg (Astrid) op. David gad helt klar ikke se på fisk og andet havliv, og da han heller ikke var interesseret i at sove middagslur, blev vi enige om at gå ud og se på byen… Det på trods af at Michael og jeg langt fra var færdige med at se på udstillingerne. Ja ja, det er hverken første eller for den sags skyld sidste gang, vi betaler for noget, vi alligevel ikke får en masse ud af. Pyt! Men akvariet var helt klar en oplevelse – vi ville bare gerne have oplevet noget mere af det.

Vi forsøgte at få David til at sove middagslur. Det var han dog ikke interesseret i, så vi gik i stedet ind på Johnny Rockets for at spise frokost. Indretningen var rigtig amerikansk dinerstil, og maden var typisk amerikansk med burgere, pomme frites og milk shakes. Inden vi valgte Johnny Rockets havde vi forsøgt at finde en fiskerestaurant, hvor maden var til at betale, men de steder, vi havde været inde, gjorde tydeligt opmærksom på, at de ikke var så glade for børn, så vi måtte søge andetsteds. Maden på Johnny Rockets var ganske god, og deres milk shakes var lækre. David spiste en del, og eftersom han også fik en lille hat og intet mindre end 3 balloner var hans lykke gjort. Ballonerne bandt vi fast på hans klapvogn.

Da vi havde spiste, bestemte vi os for at forsøge at få David til at sove middagslur (igen, igen…). Efter en mindre kamp lykkedes det. David faldt i søvn i klarvognen med én af hans balloner i favnen. Michael og jeg fik derfor lige lidt tid til at se på byen og til at sidde og nyde livet ved stranden, inden BM og BF kom tilbage… De fortalte, de havde haft en dejlig sejltur, hvor de havde set masser søløver og sæler, men desværre ingen hvaler.

Vi forlængede parkeringen med en times tid. David skulle lige have mulighed for at sove lidt mere. Den ekstra time brugte BM og BF på at se lidt mere af byen, men Michael og jeg gik en tur ud på molen. Det viste sig, at der ved molen lå adskillelige sæler og søløver – de solede sig og brølede om kap. Det var en hel god oplevelse af få med oveni hatten, når nu vi ikke havde fået det maksimale ud af akvariet.

Da David vågnede, startede vi autocamperen og vendte snuden mod Coyote Valley RV Resort, som ligger ca. 35 minutters kørsel (ifølge Google) syd for San Fransisco. Køreturen til campingpladsen blev en anelse længere end forventet, da vi røg ind i en kø, men det gik da, selvom vi alle sammen var trætte og trængte til at slå lejr for natten.

Velankommet til campingpladsen hoppede David, Michael og jeg i poolen. Det havde været endnu en varm dag, og vi var godt svedige og trængte til at blive afkølet, så det var lige, hvad vi trængte til. Desuden trængte David til at lægge lidt i blød – al den legen med sten og gåen rundt i bare fødder havde gjort ham lidt mere end en anelse beskidt.

Aftensmaden blev ”lad os tømme køleskabet”. Salat, tomat, agurk, peberfrugt, pasta, brød, skinke, ost, tun og andet godt blev smidt på bordet. Nemt og egentlig meget lækkert. Vi sad selvfølgelig udenfor og nød vores anden sidste ferieaften i USA.

Da jeg havde fået puttet David, var BM og BF gået i seng. Al den friske luft havde igen gjort dem meget trætte. Michael og jeg udnyttede de stille aftentimer med at skrive lidt til bloggen og ikke mindst rydde op og smide ud. Det var jo sidste nat i autocamperen, inden den skulle tømmes og afleveres, og vi havde en smule uro i maven over, om vi nu kunne få det hele til at være i kufferterne.

Fra Pismo Beach til Salinas

Lørdag den 17. september sov vi så længe, vi kunne. Og nej, det var ikke længe, for David vågnede kl. 7.15, men stadigvæk længere end mange af de andre dage, hvor han er vågnet ved 6 tiden. Vi skulle på en forholdsvis lang køretur ad Highway 1 nordpå mod Salinas ca. en halv times kørsel fra Monterey.

Det var meningen, vi ville have været nede og se på stranden ved Pismo Beach. Men da vi forlod campingpladsen, var der rigtig meget tåge/dis, og da vi ikke kunne se meget, bestemte vi os for, at vi ikke ville bruge tid på at stoppe ved stranden. I stedet kørte vi direkte afsted mod Hearst Castle – et slot i spansk-maurisk renæssancestil – som er blandt USAs største attraktioner med over 1 mio. besøgende om året.

Efter ca. 1 times kørsel ankom vi til Hearst Castle lidt uden for San Simeon. Det havde været en flot køretur langs kysten, så vi stoppede et par gange for at tage billeder. Vi havde på forhånd ikke bestemt os for, om vi ville se slottet. Det afhang af prisen og lysten til at se det. Vi fik for en gang skyld uden problemer parkeret autocamperen, men parkeringspladsen var også meget stor. Vi begav os op mod velkomstcentret. Vi var knap nok kommet indenfor, inden Michael fik at vide, at klapvognen ikke kunne komme med på slottet. Michael svarede pænt damen med, at vi slet ikke havde bestemt os for, om vi ville på slottet endnu, så indtil videre blev klapvognen, hvor den var. Efter at have set på mulighederne og deres priser, bestemte vi os for, at vi ikke skulle ind på slottet. Vi anså det ikke for at være pengene værd. Om det var rigtigt bedømt, ved jeg (Astrid) ikke…

I stedet kørte vi over på den modsatte side af hovedvejen, hvor der lå en mole og et lille havbiologisk velkomstcenter. Det var gratis, og der kunne vi se nærmere på dyrelivet i området. Bagefter gik vi en tur ud på molen. David syntes, det var rigtig sjovt at gå ”ovenpå” vandet, og vi andre nød den flotte udsigt.

Efter et kort stop kørte vi videre mod Piedras Blancas. Jeg havde nemlig læst i turistbøgerne, at man her kunne se en kæmpe flok søelefanter på stranden. Og rigtigt nok…stedet var ikke til at tage fejl af, for der var en del andre turister ude at se på søelefanterne, som lå og gassede den af på stranden. Søelefanter er den største af sælarterne. Voksne hanner kan blive op til 4 meter lange og veje 2000 kg, mens hunnerne typisk er noget mindre med en vægt på 600-900 kg. Der var virkelig mange søelefanter, og det var sjov oplevelse at se dem ligge på stranden og slet ikke være generet af de mange mennesker, der stod og så på dem. David var ikke særlig imponeret af dem. Han fandt i stedet en lang pind, som han kunne lege med.

På grund af en skovbrand omkring Big Sur valgte vi at køre af Highway 1 og ude på motorvejen. Vi havde godt nok læst, at der var et spor farbart, men vi ville ikke tage chanchen og risikere at køre i en lang kø, så det blev motorvejen. Til gengæld kørte det så også bare derud af, så efter et frokostsstop på en times tid nåede vi vores campingplads (KOA Salinas/Monterey) for natten allerede ved 16.30 tiden.

Autocamperen blev koblet til, og vi gik på legepladsen med David. David nød, at der var tid til leg og fik rutsjet ca. en milliard gange på de 3 forskellige rutsjebaner, der var i legetårnet. Vi andre kiggede på og nød solen…og nå ja, Michael og jeg fik også rutsjet lidt.

Klokken 18 havde vi set, at der var vin og appetizers samt s’mores på terrassen. Grunden var, at KOA (som er en kæde af campingpladser) afholdte ”appreciation”-weekend, hvor de gav ville vise, at de satte pris på deres gæster og ville give noget tilbage. Vi bestemte os for at gå derop. Helt tosset kunne det ikke være, og det var gratis, så hvorfor ikke? Det viste sig at være alletiders arrangement. Vi fik masser af mad, s’mores, popcorn og ikke mindst vin. Vi hyggede omkring et bål, og selv BM og BF fik lært at lave s’mores og spise dem. Senere faldt Michael og jeg i snak med et dansk par fra Næstved, som var på en 10 måneders lang verdensrejse. Det var meget interessant at høre om deres rejse og de mange spændende steder…nu er der endnu flere steder, vi er nødt til at rejse til.

Da vi kom tilbage til campingpladsen, var vi godt trætte. David gav op, så snart hans hovedet rørte madrassen, så han havde vist også fået nok oplevelser den dag.    

Sol i Solvang

Fredag d. 16. september havde vi for første gang stillet vækkeuret – klokken 6 skulle vi op. Det var nødvendigt, for vi skulle helst køre fra campingpladsen allerede kl. 7 for at undgå bare en lille bitte smule af noget af Los Angeles’ megen trafik.

Vi kørte fra pladsen 7.06! Fik tanket benzin og købt kaffe. Det var nødvendigt, for at få BM og BF til at vågne helt. GPS’en sagde 2 timer og 9 minutter til Solvang, hvor vi skulle have dagens længste stop. Efter lidt mere end 3 timer (nej, vi undgik ikke al trafikken i LA, men heldigvis noget af den. Vi kørte kun lidt i kø.) ankom vi til Solvang. Vi ville gerne have haft et stop i Malibu på vejen, men fordi køreturen i forvejen var så lang, sprang vi det over. Det må blive næste gang, når vi også skal se Santa Monica Pier.

Solvang (Little Denmark, USA), der kalder sig selv ”Danish Capital of America”, er en del af den skandinaviske udvandrerhistorie. Solvang opstod i 1910, da en danske præst foreslog, at der skulle opbygges en ny dansk koloni i Californien. Formålet var at bevare forbindelsen til Danmark og at bevare dansk levevis omkring danske kirker og folkeskoler. I slutningen af 1950’erne fik husene i byen en dansk ansigtsløftning, der blev bygget vindmøller og de første danske forretninger opstod.

Som dansker kan man stort set ikke genkende noget af Danmark i Solvang. Bindingsværkhusene er lavet af brædder og beton, stråtagene består af små kantede træklodser, storkene er af plastik og folk snakker amerikansk (ikke dansk…). Men sikke en charme og hygge byen har over sig. Det er som en lille ferieby med eget danske tema. Hvis der er en ting, som amerikanerne forbinder med Danmark, så er det helt klart bagværk (danishes). Dette er også meget tydeligt i mængden af bagerier opkaldt efter danske efternavne, der slutter på –sen. Her nævnes i flæng Olsen’s, Mortensen’s, Nielsen’s osv. Derudover hed forretningerne enten noget med andre –sen efternavne eller noget med vikinger. Som dansker kan man godt føle sig lidt sat i bås, når man går igennem byen…

Nuvel, vi skulle da lige smage på de lokale lækkerier, nu vi var der og efterhånden havde været hjemmefra i en 3-ugers tid. Deres bagværk smagte ok, men ikke helt som derhjemme. Vi var derimod glade for at finde en restaurant, der serverede smørrebrød og i øvrigt havde en dansk buffet med lidt af det hele på. Vi fik så meget rugbrød, som vi kunne spise og smovsede i leverpostej, frikadeller, rødkål, marineret sild, rødbeder, agurkesalat, italiensksalat m.m. og sluttede måltidet af med kringle og jordbær dyppet i chokolade. Det viste sig, at David også havde savnet rugbrød mv., for det lykkedes ham da at spise 1,5 skive rugbrød med leverpostej og frikadelle samt et helt æg.

Efter frokosten kom vi forbi en slikbutik - opkaldt efter Ingeborg (hvem hun så end var) - som vi lige skulle ind og kigge i. Efter skuffelsen over manglen på Haribos Piratos i Aalborg Lufthavn var vi lige nød til at undersøge, om de havde dem i byen. De havde dem naturligvis bagerst i butikken, og vi var også lige på nippet til at købe dem, indtil vi så, hvad de syntes de skulle have for dem. Ganske vist kan vi godt lide lakrids, meeeen at kræve 10$ for en pose Piratos er måske nok liiidt på grove side… 3-4$  kunne vi nok være gået med til, men med 10$ blev vi altså for nærige. Slikbutikken havde heldigvis nogle hollandske saltlakridser, som kun kostede 3,50$, så de blev købt til turen hjem over.

Imens David tog sin middagslur i klapvognen, besluttede vi os for at besøge Elverhøj-museet for at få lidt kulturelt med fra vores besøg. Elverhøj-museet fortæller om Solvangs historie og har udstillet nogle gamle klenodier, som nogle af de første beboere havde med sig fra Danmark. Museet var meget hyggeligt, men ikke nogen must-see oplevelse i Solvang. Dog til gengæld gratis! Efter museet vendte vi snuden tilbage mod autocamperen, men eftersom David stadig lå og boblede, besluttede vi os for at tage et lille pit-stop ved den lokale iskiosk (for Davids skyld, naturligvis).

BM havde medtaget en række danske bøger på turen, som hun efterhånden havde fået tygget sig igennem og egentlig ikke gad slæbe med hjem igen. Vi havde derfor besluttet os for at tage dem med til Solvang og se, om vi kunne få dem afsat til en glad modtager der. Eftersom vi ikke rigtig var stødt på nogen, der lod til at kunne snakke dansk undervejs, stoppede vi ved den lokale boghandler på hovedgaden for at høre om han var interesseret i nogle danske bøger. Det var egentlig tanken, at vi bare ville have foræret dem til ham, men da han ligefrem tilbød os 16 dollars for dem, så sagde vi da pænt ja tak. 

Efter Solvang kørte vi videre mod Pismo Sands RV Resort, hvor vi skulle gøre holdt for natten. Dagens samlet køretur var på ca. 4 timer, hvilket er en af de længste på denne rejse. Godt, vi har en søn, der kan lide at se film på iPad’en i ny og næ. Ellers havde vi vist været på herrens mark…