Dalí

Vi nyder ferien og det dejlige vejr maksimalt. Når endelig der er ro på, og vi er indendørs, er vi trætte, så det er ikke blevet til meget blogskriveri de sidste dage. Men bare rolig, alt er godt her - intet nyt er altid godt nyt! Er det ikke sådan, det er?

Søndag d. 2. februar startede med en tur i supermarkedet Walmart. Vi skulle tankes op med bl.a. frugt. Her så vi på "udstillingen" af Valentinsgaver. Sikke meget, man kan få. Fandt bl.a. nogle kæmpe bamser til kun 40 $ (ca. 200 kr), som I kan se herunder. Havde vi haft plads i kufferten, havde jeg (Astrid) taget en kæmpe bamse med hjem, men Michael mener ikke, det kan lade sig gøre. Han har nej-hatten på...

Derefter besøgte vi Dalí-museet i St. Petersburg. Selve museumsbygningen åbnede i 2011 og er en kombinationen af det rationelle og det surreelle. Ydermurerne er støbt i store betonblokke, som brydes af en enorm glasboble bygget op af trekanter. Museet har verdens næststørste samling af værker af den spanske surrealist Salvador Dalí (1904-1989). Det overgåes kun af husmuseet i malerens hjemby i Spanien. Selve samlingen i St. Petersburg er opdelt i fire kategorier: tidlige værker (hvor Dalí står i lære som impressionist), anti-art, surrealisme og nuklear mysticisme.

Dalí-musset er rent markedsføringsmæssigt slået rigtig stort op. Godt nok, er det den næststørste samling af hans værker i hele verden, men selve udstillingen var ret lille. Jeg (Astrid) forventede mig ret meget af udstillingen - jeg har tidligere set Dalí-museet i Spanien - og blev egentlig ret skuffet over museet her i landet. På alle brochurer for Dalí-museet skriver amerikanerne noget a la: "3 etagers museum med den næststørste samling af Dalí-værker i verden." Tre etager - så må det da være stort? Nej, ikke når selve museet egentlig kun er én etage, og når man kun bruger halvdelen af denne ene etage til selve Dalí-udstillingen. Den anden halvdel blev brugt til særudstillinger, som da vi var der, var med Andy Warhol. Nederste etage var indgang, giftshop og cafe (og så havde man sprunget en etage over pga. højden). Når det er sagt, var der dog flere af Dalís store værker i samlingen - dog havde de ingen af de store værker med Dalís kendte ure. Ret meget snyd, når det er et af de malerier, amerikanerne reklamere med på deres brochurer. Igen, de går ikke ned på storslåethed her...heller ikke, når de markedsfører! 

Vi var kulturelle i godt 2 timer. Derefter havde vi også brugt alt det tid, der var muligt at bruge på Dalí- samlingen og ikke mindst Andy Warhol. Vi gik en tur i museumshaven, der også bærer præg af Dalí. Her fandt vi bl.a. en bænk med Dalís kendte ur, et ønsketræ og en labyrint. Vi tog selvfølgelig billeder med bænken og prøvede ønsketræet. Dertil vil jeg (Astrid) sige, at det er meget svært at finde noget at ønske sig, når man skal. :-) 

Efter museumsbesøget bestemte vi også for at finde noget at spise og ikke mindste en pengeautomat (beholdningen af kontanter var næsten ikke eksisterende). Det var dog nemmere sagt end gjort. Vi gik en tur ned af hovedgaden i St. Petersburg, som er en charmerende by, der ligger ned til Tampa Bay. Byen har status som en smuk, men også dyr ferieby. Vi fandt en del spisesteder, som alle var meget dyre og meget fine. Eftersom vi ikke var til det helt store, bestemte vi os i stedet for at spise feriens første og indtil nu største is og finde noget mad senere. I hele hovedgaden fandt vi én sølle pengeautomat, og da man af en eller anden grund ikke kunne hæve på VISA der, blev vi nødt til at tage MasterCard'et i brug.

Vi forlod St. Petersburg og kørte videre sydpå mod byen Fort Meyers Beach, hvor vi på forhånd havde bestilt to overnatninger. Undervejs kørte vi over broen Sunshine Skyway Bridge, som man ifølge Lonely Planet bare skal køre over, når man er i nabolaget. Udsigten fra den lange bro var da også fantastisk, så de 1,50 $, det kostede at køre over den, var godt givet ud...især også set i betragtning af, at vi alligevel skulle den vej.

På vej mod Fort Meyers Beach gjorde vi stop ved stranden i Siesta Key. Stranden skulle efter sigende være den bedste og flotteste strand i USA - ligesom Clearwater Beach, som vi tidligere så. Det var da også en flot og meget bred strand, men hvilken én af de to strande, der er flotteste/bedst, er ikke lige til at finde ud af. Vi kunne sagtens bruge tid på begge strande.

Velankommet til Fort Meyers Beach tjekkede vi ind på Flamingo Inn, som er et af fire hoteller i området, der er ejet af tyskere. Derfor var det tyske flag selvfølgelig at finde ved siden af det amerikanske flag! Hotelværelset var forholdsvis dyrt - især, når man sammenligner med de andre steder, hvor vi har boet - men samtidig var det et af de billigste, vi kunne finde i området. Fort Meyers Beach er en kendt og meget brugt feriedestination for amerikanerne, og det kan man selvfølgelig se på priserne. Det hænger nok også sammen med det faktum, at stranden lå ca. 50 meter nede af vejen! 

Så snart vi havde tjekket ind, spurgte vi efter et sted at spise (klokken var 20.15), hvor vi også kunne se SuperBowl. Vi blev anbefalet restaurant/baren Junkanooo, som skulle have god mad og fjernsynet tændt på SuperBowl (ligesom tusindvis af andre steder den aften!). Junkanoo ligger lige ned til stranden og er et ret brugt spisested. Til SuperBowl var der til gengæld ikke mange mennesker, da de fleste amerikanere enten vælger at gå på bar eller sidde hjemme ved skærmen. Det var et hyggeligt sted, og maden var god! Og Michael fik set SuperBowl, selvom det ikke helt var den kamp, han havde forestillet sig!