Inden vi kørte ud af Key West, ville vi ind og have taget et billede ved USAs sydligste punkt. Så kunne vi også få streget det af listen... :-) Vi fandt en parkeringsplads tæt ved det sydligste punkt. Dog havde vi kun mønter, så vi kunne holde der i 55 minutter. Da der også var et par andre ting i området, vi gerne ville se (plus, at vi skulle nå at spise morgenmad), havde vi lidt travlt. Vi fik taget vores billede ved det sydligste punkt, gik op for at se Hemingways hus og byens ældste fyrtårn og fandt derefter en café, hvor vi kunne få morgenmad to-go. Morgenmaden tog vi med ned til det sydligste punkt, hvor vi satte os i solen og spiste. Efter i alt 52 minutter var vi klar til at køre ud af Key West nordpå mod Bahia Honda State Park. Det var en meget effektiv start på dagen.
Bahia Honda State Park er 524 acres og ifølge guidebøgerne hjemsted for The Keys' smukkeste naturlige strande med palmer, der skråner ud over sandet. I parkens baggrund ses resterne af den gamle togforbindelse "Overseas Railroad", der engang borede sig ned gennem The Keys. Jeg (Astrid) havde forberedt mig og var trukket i badetøjet allerede fra morgenstunden, så jeg var klar til at hoppe i det lækre og meget klare vand, så snart vi ankom til parken. Michael fandt en plads i skyggen, hvor han kunne sidde og holde øje og læse lidt. Vi fik slappet godt og grundigt af - jeg (Astrid) i vandet og Michael på sandet. Frokosten indtog vi på stranden. Bagefter bestemte vi os for, at vi ville gå op på den gamle jernbanebro, hvorfra vi kunne nyde udsigten ud over parken. Det var en forholdsvis nem tur op. Udsigten var rigtig flot. Vi kunne tydelig se, hvor klart vandet var, og hvor hvide sandstrandene var.
Efter afslapningen i parken skulle der ske noget. Vi kørte derfor afsted mod Marathons lille lufthavn, hvor vi ville tage en helikoptertur for at nyde det smukke klare vand og øerne fra oven. På vej mod Marathon kørte vi igen over "Seven Mile Bridge", som er den længste af de 43 broer i The Keys. Broen er 11 km. lang og blev indviget i 1985. Broen har det højeste punkt på The Keys, hvilket slet ikke så højt endda. Her kan DK sagtens være med! Køreturen over broen var en flot tur - ifølge guidebøgerne er kun få strækninger i verden kønnere at køre i bil - så vi nød turen, inden vi igen kom ind på en ø.
I Marathons lille lufthavn fandt vi Mike, som tog os med på en 20 minutter lang helikopetertur. Inden vi startede, spurgte Mike, hvad vi gerne ville se. Vi svarede "rev og dyreliv". Han anbefalede så en tur, der ikke var i prislisten som vi sagde ja tak til. Selve helikopteren var meget gul og noget mindre, end den vi fløj med på New Zealand. På turen her var der plads til i alt fire personer. Inden vi gik i luften, blev vi udstyret med "redningsveste", som vi skulle gøre brug af, hvis vi blev nødt til at nødlande på vandet. Dem fik vi dog heldigvis ikke brug for, da vi både kom op og ned og rundt uden problemer. Det var en rigtig fin flyvetur. På trods af vores flyvehøjde på ca. 30-40 meter kunne vi tydeligt se revet og havbunden gennem der klare vand. Vi så adskillelige hajer, rokker, barracudaer og en enkelt skildpadde. Derudover så vi noget af "Seven Mile Bridge", øen Pigeon Key og Marathon fra oven. Fantastisk tur, som var alle pengene værd.
På vej mod hotellet gjorde vi stop ved Robbie's Marina, da vi både havde læst og fået fortalt, at man kunne håndfodre store fisk (tarpon) ved kajen. Det var et helt lille samfund, da var bygget op omkring fiskefodringen. Der var adskillelige små shops (med mere eller mindre ubrugelige ting), en restaurant og bar samt udlejning af både, kajakker og fiskeudstyr. Vi købte adgang til os begge to, selvom det kun var Michael, der ville fodre fiskene. Jeg (Astrid) ville i stedet være superturisten, der tog billeder af Michaels fodringsevner. Vi købte en spand med en 10-15 små fisk, som Michael skulle bruge til at fodre med. Det viste sig at være nogen kæmpe fisk, Michael skulle håndfodre. Fiskene var en til halvanden meter lang. Heldigvis havde fiskene efter sigende ingen tænder, men det er som sådan jo ikke en indikator for, at det ikke gør ondt at få en finger eller to ind i fiskenes mund. Da fiskene efter sigende kunne hoppe op til en halv meter op for at tage maddingen, var det en nøje afmålt afstand, man skulle finde for ikke at blive nappet. Michael fik fodret fisk, mens jeg (Astrid) fik mig et godt grin, samtidig med jeg forsøgte at tage billeder på det helt rigtige tidspunkt. Det var en både sjov men også anderledes oplevelse.
Efter dagens mange oplevelser gik køreturen videre mod hotellet. Vi havde booket os ind på Creekside Inn på øen Islamorada. GPS'en kunne ikke finde hotellets adresse, så det var lidt spændende at finde frem til lokaliteten. Det lykkedes dog uden alt for mange U-vendinger. Vi tjekkede ind og nød solnedgangen fra hotellets "kaj", som lå umiddelbart bag bygningen. I nærheden af hotellet havde vi set restauranten The Old Tavernier, som vi bestemte os for, at vi ville spise aftensmad på. Restauranten var et rigtig hyggeligt sted med mange specialiteter. Til forret prøvede vi grillet conch (konkylie) og hvidløgskugler, og til hovedret fik vi begge en pastaret med bl.a. kæmpe rejer. Det var klart den bedste madoplevelse, vi har haft i Florida. Stemningen og maden var speciel og rigtig god, så selvom det var et lidt dyrere måltid, var det bestemt pengene værd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar