6. feb. 2014

Everglades National Park

Onsdag den 5. februar sagde vi pænt farvel til vores vært og hans søde hund i Chokoloskee og forlod det dejlige rækkehus. Vi var ret tidligt på den, da vi skulle spise morgenmad, inden vi skulle videre sydpå ind gennem Everglades National Park.

Everglades National Park er USA's tredjestørste nationalpark, kun overgået af Yellowstone og Yosemite. Everglades strækker sig groft sagt over de sydligste 80 mil af Floridas fastland. Nationalparken blev etableret i 1947, og den dækker ca. 25% af det oprindelige vådområde, der udgør Everglades. Everglades er nok mest kendt for sump, alligatorer, myg og ikke mindst en fantastisk naturoplevelse. Lidt bonusinfo: Der findes 48 forskellige slags myg i Everglades, men det er "kun" 12 af dem, der bider! Heldigvis er der flest myg i den våde periode (april til december) og slet ikke så mange her i den tørre periode, så det er ikke mange myg, vi er rendt ind i.

Vi fik desværre ikke set nogen alligatorer på vores mangrove-safari (bådtur) om tirsdagen, men blev dog lovet, at vi med 99% sikkerhed ville se nogen, når vi kørte mod øst ad US highway 41. Det viste sig også at holde stik, eftersom vi så så mange, at vi holdte op med at tælle efter 10-12 stykker. Vi var blevet anbefalet at gøre holdt 3-4 steder undervejs, hvor der var bygget boardwalks, så man kunne betragte dem lidt oppefra og uden at komme for tæt på. Det var nu også nogle fine steder, men hvis man kører bare lidt væk fra hovedvejen, så er der også rig mulighed for at se dem ligge på bredden umiddelbart ved siden af vejen. Der er skilte stort set alle steder, der advarer mod at komme tættere end 15 ft (ca. 4,5 meter) på de vilde dyr, hvilket vi var helt enige i (specielt hvad angik alligatorerne!). Vi fik også spottet en del skildpadder og ikke mindst en hel del flotte fugle. Partnere, som der også er en del af i Everglades, så vi (heldigvis) ikke skyggen af.

Efter vi havde set vores del af alligatorbestanden besluttede vi os for at finde noget frokost ved næstkommende restaurant. Den viste sig at ligge i forbindelse med en indianerlandsby, der var drevet af Miccosukee indianerstammen. De havde lavet en hel temapark ("indianerby") med udstilling af deres håndværk, historie og lidt af det lokale dyreliv. Det viste sig, at de havde et alligator show, der startede kort efter vi kom, så det skulle vi da også have med! Darryl, den unge indianer, trak alligatorerne lidt rundt i halen og demonstrerede, hvordan indianerne fangede alligatorerne, som de solgte som skind eller til mad. Efter showet fik vi lov til at holde en lille alligator. Michael var den mest modige og sprang hurtigt til, mens Astrid var lidt mere tilbageholdende. Jeg har tidligere holdt en krokodille, men den var tabet sammen på munden og kunne ikke gøre noget. Den alligator, vi skulle holde, havde ingen tabe eller andet om munden - det var os selv, der skulle sørge for, at alligatoren ikke ville bide os! Vi fortsatte turen rundt i indianerbyen. Læste om deres historie og så på dem arbejde med de forskellige håndværk. Michael prøvede også at skyde med pue og pil, hvilket egentlig gik helt godt.

For at komme fra indianerbyen over til bilen skulle vi krydse (godt nok på en bro) en å. Da vi gik ind til indianerbyen havde vi set, at der boede både skildpadder og alligatorer i den å. Tæt ved åen stod der borde og bænke, hvor man kunne sidde og spise sin frokost, hvis man havde lyst. Der sad da også to ældre ægtepar, da vi kom, men da vi kom ud fra indianerbyen, var de byttet ud med en alligator. Alligatoren var gået op til det bord, hvor de to ægtepar havde siddet og havde lagt sig under det. Hvor de to ægtepar var blevet af, ved vi ikke, men de var forhåbentlig bare gået... :-) Da vi kom ud af indianerbyen, vågnede alligatoren lidt op og begyndte at røre på sig. Vi fik derfor set, hvordan en alligator går og bevæger sig. Vi sneg os uden om og kom over til bilen - heldigvis uden problemer.

Vi kørte lidt videre sydpå af US highway 41 og fandt indianernes restaurant, der lå ved siden af deres airboat-udlejning (en meget stolt indiansk tradition, eller...?). På restauranten kunne man købe indiansk inspireret retter, som bl.a. bestod af alligatorhale og frølår. Det skulle vi da smage, så vi bestilte en sampler platte til to, som bestod alligatorhale, frølår, Hush Puppies (hvad det så end var...mindede lidt om kroketter) og et fry bread. Alt sammen var friturestegt, så det var begrænset, hvor stor forskel der var i smagen. Alligatorhale var lidt gummiagtig og smagte lidt af kylling, frølårene smagte af seafood og de to andre ting mest af friture. Vi var enige om, at vi ikke behøvede at prøve det igen, men nu kunne vi da strege det fra listen!

Efter frokosten kørte vi lidt længere ned ad US highway 41 til Shark Valley. Vi havde læst i "Turen går til...", at Shark Valley er stedet at tage hen for at opleve Everglades i sin inkarnation som en flod af græs. Shark Valley har en 24 km. lang, asfalteret vej ind i græslandskabet. Midt på ruten findes et højt udsigtstårn, som giver et fantastisk syn ud over Everglades. Man kan ikke selv køre de 24 km. i bil. Man kan i stedet gå eller leje cykler, eller man kan være mere magelig og tage turen rundt i en åben bus med guide. Vi ville egentlig gerne have cyklet rundt, men fordi vi var lidt sent på den, var vi presset i tid, inden Shark Valley lukkede. Vi kunne derfor ikke nå at cykle rundt...så vi var magelige og tog bussen! Det var en fin bustur rundt. Guiden fortalte en masse om Everglades og om dyrelivet, og bussen stoppede hver gang, der var dyreliv i sigte. Og det var mange gange! Udsigten fra det førnævnte udsigtstårn var fantastisk flot - man kunne kun se natur så langt øjet rakte. Tilbage i bilen var vi glade for, at vi havde taget busturen. Efter en lang dag med mange oplevelser, var vi blevet godt trætte.

Vi nåede vores hotel for natten (i Florida City) omkring kl. 20, fik tjekket ind og hentede take out i den nærmeste restaurant. En varm, lang og oplevelsesrig dag var slut, så selvom vi er superturister, gik vi hurtigt i seng.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar