Torsdag den 7. marts ringede vækkeuret klokken tidligt (6.30 for at være helt præcis), så vi kunne være klar til at komme med shuttlebussen kl. 8. Vi skulle køre små 15 km for at nå hen til starten af Tongariro Alpine Crossing, dvs. vandreruten, der går over passet mellem Mount Tongariro og Mount Ngauruhoe. Vandreruten er 19,4 km, men på grund af vulkansk aktivitet, er ruten afspærret kort efter førnævnte pas. Derfor er det i øjeblikket kun muligt at nå Red Crater og Emerald Lakes, inden det er nødvendigt at vende om og gå samme vej tilbage. En vandretur på 16 km - 8 km op ad bjerget og 8 km ned igen.
Vi havde selvfølgelig valgt en dag med rigtig godt vejr og sol fra en skyfri himmel (og 25 grader!). Derfor var vores rygsække pakket med masser af vand og solcreme...og ikke mindst madpakker og hatte. Vi gik ca. 2,5 km, før det sådan rigtig begyndte at gå opad. Vi vidste dog, det ville ske, da vi skulle fra ca. 1100 meters højde op i ca. 1900 meters højde. Tempoet var højt, indtil vi nåede et langt stykke med stejle trapper - der gik vi lidt ned i tempo og blev nødt til at holde en enkelt pause.
Vi nåede kanten af South Crater efter ca. 2 timer. Det, vi i starten havde troet, var slutmålet, viste sig bare at være et udvidet pausested. Så vi tog et par billeder og noget vand, inden vi påbegyndte den stejlestes stigning op til Red Crater. Det blev ret stejlt og flere gange måtte vi tage hænderne i brug og klatre lidt. Da vi var ca. 50 meter fra toppen, måtte den kvindelige superturist bukke under for hendes højdeskræk og sætte sig på en sten, imens Michael fortsatte opad med kameraet! Michael nåede toppen og tog fine billeder, inden han langsomt begrav sig nedad igen.
Turen nedad bjerget var hård. Det første stykke var der ingen stier, men kun løs grus og store sten. Derfor foregik det med stor forsigtighed. Efter ca. 6 timer nåede vi tilbage til parkeringspladsen - meget udkørte og godt solbrændte!









Ingen kommentarer:
Send en kommentar