Chokolade og gade

Torsdag d. 21. marts bød på en rundtur i den skotsk-funderede by Dunedin. Til de interesserede kan det afsløres, at Dunedin betyder 'den sydlige Edinburgh', hvilket ikke er helt ved siden af. Mange af bygningerne bar præg af skotske rødder, og der var en hel del pubber, der alle hed noget i dem retning.

Dagens første stop var dog af mere ædruelig karakter, da vi havde booket os ind på en rundvisning på Cadbury World - en stor chokoladefabrik i hjertet af byen. Fabrikken har ligget der siden 1930'erne og har produceret tonsvis af chokolade til primært det australske og new zealandske marked. Vi fik lov til at se dele af produktionen (det meste kørte dog ikke!) og fik fortalt, hvordan chokoladen produceres undervejs. Guiden var desværre lidt svær at forstå og svær at høre over maskinerne, så det var ikke alt, vi fik med. Vi var dog så heldige at få smagsprøver undervejs, så man kunne smage på sagerne! (Det var desværre primært lys chokolade, som vi ikke er super pjattede med, hvilket gjorde, at vi forærede en stor del af det væk til receptionisten på campingpladsen - til hendes store fornøjelse!)

Efter vores hurtige frokost bestående af Fish & Chips gik vi kort ned for at se på banegården, som jf. Lonely Planet er den mest fotograferede bygning på den sydlige halvkugle. Den var da også rigtig fin, men hvem har talt billederne sammen...?

Dagens sidste stop var ifølge rejsebøgerne et must-see, når man er i Dunedin. Det var verdens stejleste gade, der har en hældning på 38% på det stejleste stykke. Da det var Spartans ugentlige fridag, måtte vi tage bussen derud, hvilket viste sig at blive en dyr fornøjelse. Grundet opbygningen af bussernes zonesystem (og sikkert også vores uvidenhed) måtte vi købe en ny billet, hver gang vi tog en ny bus, så vi kom af med små 20 NZD (ca. 100 DKK) for en dag i offentlige transportmidler.