Lørdag d. 23. marts blev vi vækket af solens blide og varme stråler, da de kom hen over bjergtoppene. Vores nat for foden af Mount Cook havde været en ren fornøjelse uden støj og så måneklart, at vi kunne se alle de stjernebilleder, vi kunne komme i tanke om. Da morgenmaden var indtaget, kørte vi hen til en parkeringsplads tæt på bjerget, hvorfra vores vandreruter udgik. Vi kom op og fik en rigtig flot udsigt over Tasman Glacier, der løber ud i Tasman Lake, hvori der flyder isstykker, der er falder af gletscheren. Gletscheren er ca. 26 km lang og er den længste i New Zealand. Gletscheren var i sin tid 85 km lang, så I kan nok regne ud, hvor meget der er smeltet i tidens løb. Tasman Glacier var efter vores mening langt mere imponerende end Franz Josef Glacier, så vi var utrolig glade for, at vi fik den set.
Efter at have beskuet Mount Cook gik turen videre til det næste "bjerg", Mount John, hvor vi indtog vores frokost. Her kunne Spartan flyve os helt til tops, hvor der ventede os en 360 graders udsigt over Lake Tekapo og de omkringliggende arealer. På toppen af bjerget lå der et observatorie og en lille cafe, hvor vi købte en sandwich og lidt til halsen. Superflot udsigt, som helt klart var den hårde opstigning værd!
I udkanten af Tekapo fandt vi en statue af en fårehund. Statuen er rejst i hyldest til alle fårehunde i New Zealand. Her fik Michael taget det klassiske turistbillede - det manglede da også bare! Efter et kort stop var der afgang til Fairlie, hvor vi ankom sidst på eftermiddagen, så vi kunne vaske tøj. Det var nemlig ved at være slut med rene strømper :-)
På trods af Fairlies ret beskedne størrelse var der et rigt udvalg af spisesteder, som alle lå ret højt på Tripadvisor. Vi valgte et sted med eftersigende rigtig gode gourmetpizzaer, hvilket skulle vise sig at holde stik. Vi bestilte to pizzaer og et hvidløgsbrød til forret, men da alle tre ting kom samtidig, virkede det lidt overvældende. Pizzaerne var med hhv. røget laks, smøreost, basilikumpesto og mozzarella samt med lam, solbær/løg marmelade, parmesan og mozzarella. Det var klart de bedste pizzaer, vi har fået længe - også selvom de havde lidt "skæve" ingredienser. Michael kunne bedst lide den med lam og Astrid bedst den med laks, så det passede helt fint.







Ingen kommentarer:
Send en kommentar