Yosemite National Park er en 3080 km2 stor nationalpark. Den
er på UNESCOs liste over verdens naturarv. Parken er fyldt med vandfald,
klippevægge, bække, søer, enge og kæmpe træer. Ifølge guidebogen et lille
paradis, hvor mennesket kan finde sig selv, fornemme sin egen ubetydelighed og
genvinde lidt af respekten for naturen.
Køreturen mod Yosemite National Park gik godt. Michael kørte
autocamperen, som om han aldrig havde gjort andet. Selv bjergkørslen mestrede
han! Det gik op og ned, men mest op. Campingpladsen Crane Flat, som vi havde
booket for to nætter, lå i 6200 fod (1900
meters højde). Vi bookede pladsen allerede for ca. 3 måneder siden, da vi havde
hørt og læst, at området er et meget populært campingområde. Og det var det!
Selvom vi er langt uden for højsæsonen her, var der proppet med turister i
nationalparken. Det var tydeligt, at det er et meget populært sted.
Vi gjorde stop flere steder i nationalparken. Vi kørte bl.a.
ned til Yosemite Valley, hvor vi stoppede for at se Bridalveil Fall. Et
vandfald, hvor der ret faktisk var vand. (Mere om det senere…) Fra parkeringspladsen
kunne vi se bjerget El Capitan (7569 ft / 2307 m), som eftersigende skulle være
et eldorado for bjergbestigere. Vi kørte videre for at se Yosemite Falls – det
mest kendte af vandfaldene i Yosemite og det femte højeste vandfald i verden.
Desværre var vandfaldet løbet tør for vand. Ikke en dråbe kom der, så fik ikke
set vandfaldet, men vi forsøgte…
Da vi var ved Yosemite Falls, så vi til gengæld en masse
egern. Det vakte stor juble hos David, der løb efter de stakkels egern (som
ellers var meget menneskevante), som gjorde, hvad de kunne for at stikke af.
David havde en fest. Leg i den fri natur er fantastisk for sådan en lille
størrelse som ham.
Efter forholdsvis meget kørsel bestemte vi os for at tage
til campingpladsen. En meget idyllist og naturrig (nogen ville nok sige
primitiv én af slagsen). Michael fik bakket autocamperen ind på vores plads –
ikke det nemmeste job, da pladsen var langt fra plan…men ved hjælp af noget
store sten under det ene baghjul, kom vi til at stå stort set plan.
Dagen havde været lang. Alle var vi trætte, så vi gik ret
hurtigt i seng. Denne gang byttede vi rundt på pladserne. BM og BF i
dobbeltsengen bagerst, Michael og David i en af sengene i midten af
autocamperen og mig på øverste etage. Denne gang tog jeg med det samme mine
ørepropper i. Det var Michaels tur til at sove med David, så jeg koblede helt
ud. Fantastisk med en god nats søvn!





Ingen kommentarer:
Send en kommentar