Så oprandt dagen, hvor vi skulle have vores store gennembrud
i Hollywood – eller i hvert fald snuse lidt til stemningen. Onsdag d. 14. september
havde vi afsat til at se Hollywood og møde alle de stjerner, vi har sat på film
og TV, og så naturligvis lige se, hvordan de rige og berømte bor. Vi kan glæde
den ivrige og spændte læser med at alle tre ting lykkedes – sådan da.
Belært af gårsdagens oplevelse med myldretidstrafikken satte
vi os for at komme tidligt afsted, så vi kunne bruge så meget tid i byen som
muligt. Det lykkedes os at finde myldretidstrafikken endnu en gang, men det
virkede som om, at den flød bedre på de små veje end på motorvejen, og så kunne
vi jo bl.a. også beundre de mange butikker, vi kørte forbi. Alt i alt tog det
ca. samme tid, men føltes ikke så lang, da vi ikke holdt stille så tit. Efter
en lille diskussion og efterfølgende midlertidig afbrydelse af samarbejdet med
GPS’en fandt vi en parkeringskælder lige op ad Hollywood Boulevard, hvor vi
kunne holde hele dagen for 15$. Der smed vi bilen!
Lige så snart vi kom op fra parkeringskælderen, blev vi mødt
af en del mennesker, der tilsyneladende havde lagt samme planer som os… Det skulle dog vise sig at blive værre i
løbet af dagen, men vi tog det i stiv arm, da vi jo var kommet for at se
stjernerne! Efter at have set de første 20-30 stjerner på fortovet, kunne vi
godt konstatere, at det var en blandet landhandel og ret så uoverskueligt at nå
hele vejen rundt. Vi fik fat i et kort over alle stjernerne for blot at
konstatere, at der er over 2.000 stjerner, og at der kommer to nye til hver
måned. Dertil skal også nævnes, at man kan godt have mere end en stjerne på
fortovet, Gene Autry har pga. hans bidrag i flere underholdningskategorier f.eks.
fem stjerner, hvorimod de fleste dog ”nøjes” med en eller to stjerner. Vi fik
ikke set en stjerne i kød og blod/levende live, men vi fik dog set en del
imitatorer og folk klædt ud som diverse filmroller. På et tidspunkt var der
ikke mindre end tre ved siden af hinanden, der alle lignede (eller i hvert fald
skulle forestille) Michael Jackson.
I løbet af vores spadseretur op og ned ad gaden (Hollywood
Boulevard) var vi blevet stoppet utallige gange og tilbudt guidede ture til
stjernernes hjem i åbne busser, så man kunne se ud. Vi havde bestemt os for et
af de første tilbud, da køreturen kun tog 2 timer og også kom forbi Rodeo
Drive, Beverly Hills m.m., så vi slap for at selv køre rundt i de områder.
Turen var ganske fin, men som ventet er de kære stjerne lidt sky af natur, så
det er svært at få et ordentligt indtryk af udformning og størrelsen på deres
palæer. Hvis man skal dømme efter de omkringliggende ejendomme, er stjernernes
huse nok en kende større end Holmehytten derhjemme og nok også en lidt anden
pris…
Efter vores guidede køretur rundt i de dyre postnumre i
bakkerne omkring Hollywood og Bel-Air, besluttede vi os for at slutte dagen af
med en omgang wings på Hooter’s, der lå lige ved bussens holdeplads. En af
grundene til, at det blev Hooter’s, var, at BM og BF skulle se, hvor lidt tøj
en ”servitrice” egentlig behøver at have på…(for dem, der ikke kender til
Hooter’s koncept, så er det unge tøser med meget lidt tøj, der serverer). Der
blev bestilt en masse forskellige vinger, så man kunne smage på lidt forskelligt
- herunder bacon-indpakkede vinger som godt nok smagte mest af bacon, men der
er vel heller ikke så galt…?
Da klokken efterhånden havde rundet 19.00, og vi havde en
1,5 times køretur foran os, stak vi næsen hjemad efter at have lokaliseret
bilen. Da vi kom hjem til autocamperen, og David var blevet puttet, stod den på
fødselsdagskage i form af en kæmpe donut, som vi havde købt i Universal
Studios. Vi blev enige om, Astrids fødselsdag jo teknisk set var startet i den
danske tidszone, hvor hun er født, så det kunne vi godt fejre lidt inden sengetid.
Astrid fik både fødselsdagssang, danske flag og lidt gaver. Selvom vi er på
farten, skal man jo huske at fejre!






Ingen kommentarer:
Send en kommentar