Helikoptertur til Grand Canyon

Efter at have udfyldt en masse papirer (vi er jo i USA…) tog BM og BF af sted med chaufføren, der skulle fragte dem til helikopteren. Vi havde bestemt os for at tage af sted i to hold, så David kunne blive på landjorden. Der var ingen grund til at have ham med ud at flyve. Han ville nok ikke sætte pris på det alligevel, og vi andre (især jeg - Astrid) kunne have fokus et andet sted, når ikke han skulle med.

Ca. 25 min. efter BM og BF var kørt op mod helikopteren, var det Michaels og min tur til at blive kørt derop. Vi havde David med i bilen, så han kunne blive ”overgivet” til BM og BF, når de landede igen. Oppe ved helikopteren tog vores chauffør (entertaineren Casey) et billede af os alle 3 med den landende helikopter i baggrunden. BM og BF kom ud af helikopteren – de smilte, og selvom der ikke var tid til meget snak, var det tydeligt, at de havde haft en god tur. David var klar til at køre tilbage til ranchen sammen med BM og BF efter at have sagt ”kopter” ca. 100 gange.

Michael og jeg skulle flyve sammen med to spaniere. Inden vi blev kørt op til helikopteren, var vi alle blevet vejet og havde fået instruktioner om, hvem der skulle sidde hvor. Der skulle jo helst være ligevægt i helikopteren. Uden at nævne et ord om, hvem der vejer hvad, fik Michael og jeg hver vores vinduesplads, mens vi havde en spanier mellem os og en på forsædet ved siden af piloten.

Den første del af helikopterturen var stille og rolig. Jeg tror, det tog en 5-8 minutter at flyve ud til Grand Canyon. Naturen var flot, og det var en hel almindelig flyvetur. Da vi nærmede os Grand Canyon, kunne jeg se et kæmpe kæmpe kæmpe kæmpe stort hul i jorden. Hvor stort kan ikke beskrives med ord. Da vi fløj ud over kanten, lukkede jeg øjnene – det var for sindsygt. Der var laaaaaaaangt ned. Altså virkelig langt ned, og når man lider af højdeskræk (som jeg…), så føltes det altså mega meget farligt. Langsomt fik jeg dog åbnet øjnene og kigget mig omkring. Spanieren mellem Michael og jeg var bange – faktisk så bange, at hun lige skreg en lille smule, men efterhånden som vi fløj hen over Grand Canyon, tøede hun op igen. Hun nåede dog aldrig at slappe helt af, og jeg kunne se, hun var meget lettet, da vi senere landede igen. Nå, men jeg fik altså åbnet mine øjne. Langt langt langt under mig kunne jeg se Colorado River (floden var brun…) og en masse klipper. Helt ubeskriveligt sindsygt…og smukt. Det kan overhovedet ikke sammenlignes med noget andet, jeg har set på mine rejser rundt omkring i verden. Imens jeg kiggede nysgerrigt omkring og fik taget nogen billeder, knipsede Michael løs med det store kamera. Jeg glæder mig bestemt til at se billederne, når vi får dem op på en computer. Michael har tidligere fløjet hen over Grand Canyon, så han fik ikke helt det samme sus i maven som jeg…men han havde efter sigende også en rigtig god oplevelse.

Vi fløj ned igennem Grand Canyon i 10-12 minutter, men det føltes som meget længere tid. Ind imellem troede jeg, at piloten ikke var helt klar over, hvad han lavede, og at han ville flyve ind i klippesiderne, men jeg tog selvfølgelig fejl… Han havde fuldstændig styr på det hele.

Efter ca. 25 minutter i luften landede vi igen sikkert på jorden. Det var intet mindre end en fantastisk tur – alle pengene værd og bestemt en oplevelse, der kan anbefales, hvis man kommer forbi de kanter.