Route 66

Torsdag d. 8. september var det på tide igen at forlade Grand Canyon Western Ranch og køre mod Lake Haavesu.

Opholdet på ranchen var ganske enkelt fantastisk. Det var som at være hjemme. Stemningen var god og afslappet…og alt foregik meget laid back. Ingen tvivl om, at entertaineren Casey var en rigtig stor del af stedet. Han sørgede ligesom for, at alle havde det godt. David nød, at der var heste, geder samt flere hunde at lege og snakke med…og så fik han endnu en gang leget med en masse sten. Utroligt, som han kan få tiden til at gå bare ved at kigge på sten, løfte dem fra et sted til et andet, stable dem og vise dem frem. Vi kunne være blevet på ranchen meget længere tid – det var så absolut et sted for os – men det var på tide af starte autocamperen igen og køre lidt længere sydpå.

Inden vi forlod ranchen, gav Casey os anvisninger om, hvilken vej der ville være rigtig god at køre, hvis vi ville ud at køre på Route 66 (legendarisk landevej, der løber hele vejen fra Chicago til Los Angeles).

Vi kørte på Route 66 ved Kingman. Den første del af vejen gik det fladt og lige ud. Michael fik dog brug for autocamperens første gear, da vi skulle igennem de meget skarpe sving på vej over Sitgreaves-passet (1113 meter) i Black Mountains. Her var vejene ret smalle og meget skarpe…og det gik op, op, op. Flere gange måtte jeg (Astrid) lige lukke øjnene en lille smule – der var meget langt ned, og vi var meget tæt på kanten. Men vi klarede den selvfølgelig. Og sikke en smuk udsigt, vi også fik ud af det...

På vej ned af bjerget kom vi til byen Oatman – nogen kalder den en spøgelsesby, andre en turistfælde. Oatman prøver at bremse strømmen af turister på Route 66 ved at have fritgående æsler i hovedgaden. Mængden af turister i byen taget i betragtning så det ud til at virke! I byen så vi på adskillelige butikker - nogen med mere skrammel end andre – og spiste frokost på Olive’s Restaurant. Et meget hyggeligt, old fashion sted. Vi snakkede selvfølgelig også med de mange æsler, som David hurtigt valgte at kalde ”heste” – men hvorfra skulle han også vide bedre? Jeg er sikker på, han aldrig har set et æsel før…

Efter Oatman kørte vi direkte mod Lake Havasu Falls RV Resort, hvor vi skulle campere for natten. Da vi ankom til campingpladsen og steg ud af autocamperen, blev vi mødt af en ekstrem hede. Det havde allerede været en meget varm dag i Oatman, men varmen på campingpladsen var værre (39 grader kl. 17). Vi bestemte os hurtigt for, at vi efter aftensmaden skulle en tur i stedets pool for at blive kølet af. Det var en succes for både unge og gamle.