12. sep. 2016

På tur til dinosaurusland og shoppingland

Efter en dejlig afslappende eftermiddag og aften var lørdag d. 10. september afsat til at udforske lidt af Palm Springs og omegn.

Hjemmefra havde vi læst om en dinosaurusudstilling, så det skulle vi da kigge nærmere på…både for vores og Davids skyld. Efter en hurtig benzinoptankning tog vi en køretur på en 30 minutters tid – vi kom forbi en hulens masse vindmøller (ca. en milliard ude midt i ørkenen og oppe på bjerget) og kørte et par detours pga. manglende skiltning. Det lykkedes os dog til sidst at finde stedet, og det var en rigtig fin udstilling! Astrid og jeg (Michael) blev hurtigt enige om, at fætter Ludvig nok ville have haft en rigtig god oplevelse i den park. Dinosaurerne var rigtigt godt lavet, og der var mange af dem gemt rundt omkring i buskadset. Havde det ikke været for den brændende formiddagssol og varmen (ca. 35 grader kl. 10) var vi nok blevet lidt længere, men vi bestemte os ret hurtigt for at søge skygge og aircondition i et outletcenter i nærheden.



Vi fandt Desert Hills Premium Outlet Center ved næste afkørsel på motorvejen og konstaterede desværre, at det ikke var overdækket, men trøstede os med, at alle butikkerne havde deres aircondition på fuld køl. Det var faktisk så koldt, hvor vi spiste frokost, at BM (som ellers har døjet lidt med varmen i de sidste par uger) faktisk begyndte at småfryse! I starten shoppede vi lidt forsigtigt, men fik vist gjort vores til at støtte det lokale handelsliv og diverse internationale brands. Vi fik ikke besøgt alle 180+ butikker… men fik da nået en del af dem på de 4-5 timer, vi fik til at gå der. BM og BF havde aldrig oplevet noget lignende og mente ikke, at Hjørring bymidte kunne være med i den skala. 



Aftensmaden blev den nemme løsning – vi valgte Pizza Hut, som lå lige over for campingpladsen, så vi kunne gå frem og tilbage. Vi skulle bare lige krydse den firesporede vej først. Vi fik selvfølgelig pizza – to forskellige af slagsen – men også hotwings. Maden gled ned uden protester. Det var helt godt! David opdagede, hvor vidunderligt parmasanost kan smage og fik spist en hel masse (han spildte kun en lille bitte smule).




Efter maden var det sengetid for den mindste og de ældste. Astrid og jeg var kommet lidt bagud med skriverierne på bloggen, så vi kiggede lidt på den og de kommende dages overnatninger, så vi rent faktisk har noget at køre efter og et sted at holde ind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar